۱۳۸۹ آذر ۱۱, پنجشنبه

در ایران مجازات اعدام برای قتل ، تجاوز به عنف ، سرقت مسلحانه ، آدم ربایی و قاچاق مواد مخدر وجود دارد- درج در روزنامه دانمارکی

Iran har i morges gennemført henrettelsen af en 40-årig kvinde, der har siddet otte år i fængsel efter at være blevet dømt for et drab på sin elskers hustru i 2002.
Henrettelsen af Shahla Jahed skete ved hængning, oplyser nyhedsbureauet Associated Press med det officielle iranske nyhedsbureau IRNA som kilde.
Mange bad for hendes liv
Mordsagen har været fulgt med stor opmærksomhed. Dels fordi den nu henrettede var elskerinde til en berømt, forhenværende fodboldstjerne, Nasser Mohammad Khani, dels fordi hun på lovlig vis var knyttet til manden som 'midlertidig hustru' efter en særlig iransk skik.
Til det sidste forsøgte retslige embedsmænd at få familien til mordofferet, Laleh Saharkhizan, til at skåne kvindens liv, hvilket de efter iransk ret havde mulighed for.
Fremtrædende kunstnere og respekterede iranske kulturpersonligheder har i årevis appelleret til offerets familie om at vise barmhjertighed. Desuden havde internationale menneskeretsgrupper, herunder Amnesty International, opfordret til at stoppe henrettelsen af Shahla Jahed.
Søn trak stolen væk
Men intet hjalp. Dødsdommen over Shahla Jahed var baseret på den islamiske lov 'qisas' - gengældelse efter øje-for-øje princippet.
Ifølge IRNA sad Shahla Jahed fredeligt i bøn kort før henrettelsen, men så brast hun i gråd og bad desperat for sit liv.
Mordofferets søn sørgede personligt for at trække stolen væk under Jahed, og blandt tilskuerne var også mordofferets mand, Nasser Mohammad Khani.
Muligvis justitsmord
Shahla Jahed blev i 2004 dømt for knivdrabet på Nasser Mohammad Khanis hustru, Laleh Saharkhizan. Først benægtede hun ethvert kendskab til sagen, men siden tilstod hun drabet - for kort efter at trække tilståelsen tilbage.
Flere iranske eksperter har sagt, at der kan være tale om et justitsmord.
Ok med flere hustruer
I Iran må en mand fuldt lovligt have en såkaldt 'midlertidig hustru' ved siden af sin ægteviede kone. Dette forhold kan efter aftale indgås for alt fra nogle få timer til flere år. Denne særlige status havde den nu henrettede kvinde.
Der er ifølge Associated Press ikke sat en øvre grænse for hvor mange af disse midlertidige hustruer, en mand må have. Derimod ligger det helt fast, at det samme ikke er tilladt for en kvinde.
I Iran er der dødsstraf for mord, voldtægt, væbnet røveri, kidnapning og handel med narkotika. Henrettelsen af Shahla Jahed blev eksekveret i hovedstaden Teherans Evin-fængsel.

هیچ نظری موجود نیست:

ارسال یک نظر